BEHANDLING AF FNAT

Hvad er fnat?

Fnat er en meget kløende hudlidelse med fnatmiden, som smitter fra person til person.

Det hyppigste symptom er kløe. Ofte vil der være udslæt især på hænder- og fødder. Kløen forværres typisk når man får det varmt, fx om natten.

 

Behandling:

Foregår efter en lægekonsultation, hvor der er konstateret fnat.

Hvem skal behandles: Hele husstanden samt andre som man har været i tæt kontakt med, typisk hvis man har sovet sammen eller tilbragt flere timer i tæt kontakt.

Behandlingen består typisk af creme, for tiden virker svovlvaseline bedst.

 

Brug af svovlvaseline:

  • Svovlvaseline smøres omhyggeligt i et tyndt lag på ren og tør hud. Undgå at gnide for kraftigt. Husk også at smøre mellem fingre og tæer, neglebånd, under armene, i navlen, på kønsorganerne og omkring endetarmen.
  • Svovlvaseline skal smøres på huden dagligt - i tre dage i træk.
  • Svovlvaseline påsmøres bedst om aftenen.
  • Skal først afvaskes efter den 3. behandling.
  • I de 3 dage behandlingen varer, skal hænderne smøres med svovlvaseline efter hver håndvask.
  • Brug engangshandsker ved opvask og andet vådt arbejde. Når handskerne tages af skal hænderne igen smøres med svovlvaseline.

Hvor og hvor længe?

Hos voksne og børn over 3 år

  • Svovlvaseline påsmøres hele kroppen op til kæbekanten. I nogle tilfælde påsmøres også ansigt og hårbund.

Hos børn under 3 år

  • Svovlvaseline smøres over hele kroppen, også ansigt og hårbund.
  • Børn under 2 år må kun behandles efter særlig aftale med lægen.

Hvor meget salve skal der bruges?

Voksne og børn over 12 år

  • Der skal dagligt smøres med cirka 50 gr = én bøtte

Børn 6-12 år

  • Der skal dagligt smøres med cirka 25 gr

Børn 2 måneder til 5 år

  • Der skal dagligt smøres med mellem 10 og 25 gr

Bivirkninger

  • Svovlvaseline giver sjældent bivirkninger. Bivirkningerne kan være udslæt eller prikken i huden.

Tiltag i hjemmet

  • Fnatmiderne kan overleve uden hudkontakt i op til 4 døgn.
  • Tøj, der har været brugt inden for de sidste 4 døgn, skal vaskes ved 60 grader. Husk også sengetøj, håndklæder, tøjdyr, hjemmesko samt overtøj som jakke, handsker, hue og halstørklæde.
  • Det, som ikke tåler vask, skal lægges i en plastikpose i min. 4 døgn. Ved lavere temperatur og højere luftfugtighed i op til en uge.
  • Da det er usikkert hvor hurtigt fnatmiderne dør i en almindelig fryser, er det derfor ikke tilstrækkeligt at fryse genstande.
  • Opholdsrum rengøres grundigt.
  • Møbler, gulvtæpper, madrasser og fx autostole støvsuges og skal henstå / tildækkes med plastik i min. 4 døgn. Ved lavere temperatur og højere luftfugtighed i op til en uge.
  • Dyner og puder vaskes ved 60 grader eller skal henstå i en plastikpose i min. 4 døgn. Ved lavere temperatur og højere luftfugtighed i op til en uge.

Hvor længe varer kløen?

  • Kløe kan vedvare i op til 6 uger, men aftager som regel hurtigt, hvis behandling er udført korrekt. Det sker fordi vores immunforsvar fortsat reagerer på de ting, som fnatmiden har udskillet i huden.
  • Fed creme kan afhjælpe kløen. I nogle tilfælde kan man også smøre med binyrebarkhormon i en kort periode, spørg da lægen.
  • Hvis der trods behandling er uændret kløe efter nogle uger eller fortsat kommer nyt udslæt, så kontakt os. Det kan være vi skal forsøge en anden behandling eller videresende til hudlæge.

Tips til behandlingen:

  • Husk at behandle hele husstanden samtidig. Vær særlig opmærksom på institutioner fx plejehjem/botilbud.
  • Giv besked til andre kontakter, fx Institutioner. En hovedrengøring som ovenfor kan være medvirkende til at undgå smitte, men har man først fået fnat, skal det behandles.
  • Barn under behandling må passes 12 timer efter opstart af behandling.

 

 

 

 

 

 

Retur til Patientvejledninger