SØVNBESVÆR, INFORMATION OG RÅD

FØRST LIDT OM SOVEMIDLER.

Sovemidler er beslægtet med nervemedicin og virker sløvende. Det farlige ved sovemidler er, at de har tendens til at hobe sig op i blodet og påvirke hjernen meget længere, end det er meningen. Det giver ubehag næste dag ("hangover") med nedsat reaktionsevne og risiko for ulykker, f. eks. når man kører bil.

Nogle sovemidler er i blodet op til tre dage. Hvis man så tager en sovetablet næste aften, får man endnu mere sovemiddel i blodet. Efter ca. en uge er man allerede tilvænnet. Det er svært at holde op igen, fordi man evt. får abstinenssymptomer.

Hvis man bliver ved med at tage sovemidlerne hver aften, vænner kroppen sig til at have disse midler i sig, og den søvnfremkaldende effekt aftager. Man bliver altså afhængig af et stof, som ikke mere har den effekt, man ønsker.



HVOR MANGE HAR SØVNBESVÆR?

En undersøgelse viser, at hver 10. voksne dansker har haft søvnbesvær i en 14-dages periode. Jo ældre folk var, jo flere angav søvnbesvær. For folk over 67 år var det faktisk hver femte.


HVOR MANGE ANVENDER SOVETABLETTER?

En ud af 15 havde taget sovetabletter inden for en 14-dages periode, for folk over 67 år var det hver femte.

Men hvordan kan man så holde op med sovetabletterne?

Man skal langsomt vænne kroppen til at undvære medicinen, derfor skal dosis langsomt nedsættes. Man kan tage 1/2 tablet i tre dage, så 1/2 tablet hver anden dag tre gange, og derefter slutte helt.

Samtidig må man være forberedt på lidt abstinenser, og man skal have støtte og forståelse fra sine nærmeste i de dage, hvor man måske vil få uro og sove dårligt. Søvnen er meget påvirkelig af, hvordan vi har det. Sygdom, problemer, spekulationer og distraherende ting er ødelæggende.

Hvis du ikke kan falde i søvn, så lad være med at blive irriteret. Er det kun en enkelt nat, kan du sagtens klare den næste dag, og så sover du sikkert bedre den følgende nat.

I stedet for at ligge og vride sig i sengen, er det en god ide at stå op et kvarters tid og gå lidt omkring eller læse lidt, og så gå i seng og sove igen. Oftest er der et eller andet, man ligger og spekulerer på, eller noget, man skal huske. Skriv det ned på en seddel, så er det ude af hovedet. Prøv at tænke på noget rart.


HVIS DU FÅR SØVNPROBLEMER I LÆNGERE TID, SÅ AFPRØV NOGLE AF DISSE RÅD.

  • Lad være med at sove om dagen, gem søvnen til om natten.
  • Stå op på samme tid hver dag, det hjælper med at indstille din døgnrytme.
  • Sørg for at være tilpas træt, før du går i seng. En let aftentur vil være godt.
  • Undgå at drikke for meget inden sovetid. Man vækkes af en fyldt blære.
  • Undgå kaffe, te og cola om aftenen. Det indeholder koffein, som stimulerer.
  • Brug ikke alkohol som sovemiddel. Alkohol gør det lettere at falde i søvn, men søvnen bliver let og urolig efter få timer, og du vågner tidligt.
  • Vær passende mæt. Altså ikke for sulten, og lad være med at spise et stort måltid, lige inden du går i seng.
  • Lad være med at ryge før du går i seng. Tobak forstyrrer søvnen.
  • Sørg for at soveværelset er godt udluftet og hverken for koldt eller for varmt.
  • Undgå så vidt muligt brug af sovemidler. De ødelægger evnen til at falde i søvn på en naturlig måde og giver tilvænning.
  • Hav en god seng. En god madras, en god dyne og en hovedpude, du synes om. Du tilbringer jo en tredjedel af dit liv i sengen.
  • Slap af, før du skal sove. Sørg for at få snakket dagens problemer igennem med din livsledsager eller ring til en ven, så tankerne kommer ud af hovedet.

Kilde: MediBox

 

 

Retur til Patientvejledninger